Banelæggerens 7 dødssynder er nogle få forhold som man bør undgå i sin banelægning. Når et udkast til en orienteringsbane er ved at tage form, så er det nemt lige at løbe delstrækkene igennem og kontrollere at man ikke har lavet væsentlige fejl og dermed skabt stor ærgelse for alle, ikke mindst banelæggeren selv.
Når tilfældigheder afgør hvem der finder posten f.eks. puttede poster og poster i meget tæt skov eller detaljeløse områder.
Stræk / del af stræk uden nogen orienteringsmæssig værdi med et oplagt vejvalg langs store ledelinier, oftest stier men også hegn, grøfter og skovkanter fører til kedelige transportstræk. Kan det ikke undgås skal transportstykket være kort og ligge i starten af strækket.
Ved modløb røber løbere på vej væk postplaceringen for andre løbere samtidigt er det også kedeligt at løbe tilbage samme vej som man kom. Kan man kun komme til og fra posten på en måde bør posten flyttes. Undgå også “kræmmerhuse” med meget spidse vinkler. Condes kan vise modløb.
Stræk der går gennem forbudte områder, meget tæt skov, gennem vådområder og indhegninger – brug hellere en ekstra post eller en vendepost.
Man kan enten løbe med eller mod uret rundt i skoven – ikke begge dele. Alle baner bør af hensyn til vildtet så vidt muligt bevæge sig i samme retning rundt om vildtlommer, herved minimerer man også risikoen for modløb.
Er banen varieret nok med retningsskift og afvekslende stræktyper – en god tommelfingerregel er højst 3 grovorienteringsstræk i træk. Grovorienteringsstrækket er blandt andet karakteriseret ved, at det kan forenkles på den sidste halvdel.
Er der poster nok; poster på svære baner kan ikke bruges til begyndere omvendt kan poster på børnebanen ikke anvendes på andre baner. Undgå at springe over hvor gærdet er lavest, men brug hellere nogle få poster mere end et par poster for lidt – det er jo kun en gang om året.